Ja så nåede vi endelig frem til vores hotel i Phuket.
Men det var ikke uden besværligheder.
Allerede ved check in i Københavns lufthavn bliv vi gjort opmærksom på
at vi og vores bagage kun kunne checkes ind til Bangkok og ikke videre til
Phuket, da der var demonstrationer og lufthavnen der var lukket.
Vi tog det i stiv arm og regnede med at der nok var en løsning når vi nåede frem til
Bangkok. Om ikke andet ville der jo stå en guide og modtage os og som formentlig kunne fortælle hvad der videre skulle ske.
Men ak - ingen guide og ingen information udover en håndskreven seddel på en opslagstavle med teksten: Ingen videre rejse til Phuket, ny information kl. 18.
Og der var altså 12 timer til !!
Men så er det jo at danskerne kan finde sammen og få klaret tingene.
Selvom det var med en masse forvirring, modstridende oplysninger, opringninger osv. så lykkedes det os og 22 andre danskere at få fat i en guide, som indenfor et par timer
havde booket os ind på et hotel i Bangkok og sørget for transport dertil.
Hele den første dag var dog ikke til noget. For det første var vi alle meget trætte og for det andet skulle vi være klar til informationsmøder for at få en status på om vi skulle videre eller overnatte i Bangkok. Og om hvornår vi mon kunne komme videre.
Som et plaster på såret blev vi alle inviteret på ”Dinner cruise” på floden der går gennem Bangkok (kan ikke huske hvad den hedder). Det var en rigtig god oplevelse. Og hvis alle danskerne ikke var rystet sammen i forvejen, blev vi det i hvert fald den aften.
Til al held fik vi at vide at vi skulle komme videre næste dag kl. 12.
Selvom vi først var irriterede over at skulle være i Bangkok, var det dog alligevel en oplevelse som vi nu bagefter ikke ville have været foruden.
Bangkok er en storby med kæmpe kontraster. Det var lige fra den værste slum til den mægtigste rigdom. Gadebørn der lever under viadukter, gamle mennesker der går og roder på lossepladser for at finde gode ting og sager. Modsat er der et væld af paladser og templer med guldbelægninger, fashionable glasbygninger og flotte luksus hoteller.
Men nu er vi så i Phuket. 33 grader og et rigtig dejligt hotel. Vi har fået et De luxe værelse med udsigt ned over bugten og stranden, så det nyder vi meget.
I dag, som har været vores første hele dag her, har vi gået en lang tur for at orientere os.
Vi gik hele vejen til den næste by, kun for at finde ud af at både strand og by er meget bedre og hyggeligere her hvor vi bor. Så det er jo meget godt.
De første dage vil vi bare slappe af, bade og spise god mad. Men vi har allerede nogle planer om hvad vi gerne vil se i løbet af ferien. I aften skal vi spise på en spændende restaurant på stranden, som vi har udset os da vi gik tur. Der får man lov at gå i vinkælderen og selv vælge vin til maden. Det glæder Claus sig til.
Håber I alle har det godt – knus !!
Kære søde Emilie. Så har du jo fødselsdag i morgen. Vi vil allerede nu ønske dig tillykke,
da vi måske ikke får skrevet i morgen. Ha’ en rigtig dejlig dag, også på lørdag hvor du får gæster. Gaven har du til gode, måske kan vi finde noget spændende her. Kærlig hilsen Anne og Claus |